Station 98 Cyklebanen
Hvis man har et ærinde på Brannersvej i Gentofte Kommune, så ser man måske den lille transformerstation med skiltet 98 Cyklebanen.
Udover at studse over den bedagede retskrivning, så har man også svært ved at relaterer navnet til stedet, som er præget af en kombination af ældre og nyere etagebyggeri.
Skiltet på stationen har et DONG energy logo, altså en station som i dag hører til Radius Elnet, der er ejet af Andel. Nummeret 98 fortæller os at denne station stammer fra det oprindelige NESA elnet og dette bringer os tilbage til stationens navngivning i 1935.
På dette sted fandtes Ordrupbanen fra 1888 til år 2000. Ordrupbanen var en cykelbane med international anerkendelse, blandet andet blev VM kørt på banen 8 gange.
Langs Brannersvej opførtes i 1930-31 en 110 meter lang tribune for banen og igen i 1935 skulle der bygges, denne gang et nyt dommertårn med kabinehus. Det er nærliggende at antage at stationens etablering i samme år som det sidstnævnte byggeri, er sammenhængende. Station 98 Cyklebanen blev placeret i tribunebygningens nordlige ende, tæt på hvor vi idag finder kompaktstationen.
NESA's standardtinglysning for transformerstationer har fået påført en klausul:
Denne Tilladelse er uopsigelig, idet Selskabet dog, saafremt Dansk Bicycle Club maatte ophøre at anvende Ejendommen til Cyclebane, og Ejendommen derefter bliver Genstand for almindelig Bebyggelse, er forpligtet til paa egen Bekostning at flytte Stationen til et passende Rum i eller ved en anden Bygning. D.B.C. skal i saa Fald være Selskabet behjælpelig med Fremskaffelse af et saadant passende Rum, medens Selskabet selv bekoster Rummets Indretning.
Da Ordrupbanen i år 2000 afvikler sit sidste løb den 3. september og herefter bliver nedrevet og området bebygget med 10 nye etagebyggerier finder man ikke et "passende rum", men opstiller en kompaktstation, som fastholder det oprindelige navn.
Så det sidste spørgsmål må være, hvor er cyklebanen så? Den ligger i dag i Ballerup Super Arena der blev opført som afløsning for det hæderkronede anlæg.
Gamle videoklip
- Sæsonforberedelse på cykelbanen i Ordrup, februar 1918
- VM i banecykling 1949 - De første 45 sekunder filmer mod langsiden modsat den store tribune, mens resten af filmen viser tribunebygningen med transformerstationen
Vil du hjælpe?
|
Send en mail til Victor • Læs mere om at bidrage til Oversete Detaljer |